Sober

              

 

Misbruget tog magten fra mig. Man ved godt, at det smadrer alt. Men man kan bare ikke stoppe. Når jeg drak alkohol og tog kokain, følte jeg, at jeg kunne alt. At jeg havde fundet løsningen. Løsningen på alt. Undervejs ramte jeg bunden flere gange. To gange forsøgte jeg, at tage mig liv med en overdosis. Jeg var så knækket, at jeg ikke ville leve mere. Jeg ville så gerne op fra det hul, jeg havde gravet mig ned i, men jeg kunne ikke komme op. Hver gang, jeg troede jeg havde ramt bunden, røg jeg endnu længere ned. Til sidst havde jeg vænnet mig til, at jeg ikke kunne overholde noget som helst. Heller ikke over for mig selv. Ingen kunne stole på mig. Ikke engang mig selv. Jeg er ikke længere en af dem, der fejler. Jeg har det bedre end nogensinde – også bedre end før mit misbrug. Jeg lykønskede mig selv med, at jeg var et dygtigt menneske.

Jeg gik igennem helvede og kom ud på den anden side. Men hvad gør man når man falder ned i et sort hul, og ikke bare har en dårlig dag? Selvbebrejdende tanker og håbløse tanker fylder som regel en del, når vi har det svært. Drop skammen og selvbebrejdelserne. Vær meget bevidst om, hvilke tanker, du har, og om du lader dig selv tro på dem. Lad din krop være stærk, selvom du ikke føler dig stærk. Du behøver ikke være arveligt disponeret for at udvikle en depression. Ganske almindelige livsændringer kan nemlig udfordre dig i en grad, så du ender i en mental blindgyde. Du kan derfor spare dig selv for rigtig meget, hvis du styrer uden om de sorte huller og tager dine forholdsregler, inden det er for sent. Alliér dig med andre i samme situation. Sørg for at have struktur på din dag. Stå op til normal tid om morgenen og start f.eks. med en gå- eller løbetur, så du får energien op. På den måde undgår du at havne i fælden, hvor du murer dig inde.

Jeg har været clean i et helt år nu. Jeg hverken drikker eller tager længere stoffer. Jeg er stærk. Jeg takker hver dag min kæreste Frederik for at have givet mig styrken og troen på mig selv. Han skal være far til mine kommende børn.

Nogle synes, at det er skræmmende at skulle starte helt forfra. Men jeg synes, at det er en gave

Speak up. Marie Rodenberg

Hvem er jeg?

Hej verden, hvem er jeg?
Jeg er hende den opmærksomme, der sørger for, at alle er glade. Jeg er hende der på overfladen virker selvsikker og fagligt kompetent, men hele tiden går og gruer for, at nogen gennemskuer mig – og ser, at jeg også er usikker og føler mig utilstrækkelig?Jeg er så god i begyndelsen, men i sidste ende synes jeg altid at ødelægge alt, herunder mig selv.  Min hud er så tynd, at andres uskyldige ord brænder huller lige igennem mig. Nå, de siger “Er du stadig gal?” Og jeg vil sige, “Ja, men jeg er ældre, så jeg er mere vant til det.” Det er velkendt. Jeg har været der, jeg har gjort det, og det er væk. Jeg tror det faktum, at jeg kan føle at det er verdens ende, og jeg skal dræbe mig selv, og alligevel er der en del af mig, der siger “dette er sket før.” Og på det tidspunkt kommer jeg til det punkt, hvor jeg kan sige “det er sket 137 gange før,” det er bedre end at sige “det er sket fire gange før.”

For mig er det at have borderline som at være følelsesmæssigt forbrændt. Alt, hvad der sker i verden, gør mere ondt på mig, end det gør på andre – som om den hud, som skal beskytte mig og holde det ydre lidt på afstand, bare ikke er der.

Jeg mister fornemmelsen for, hvem jeg er. Noglegange er jeg så lammet, at jeg ikke kan gå ud på gaden. Jeg kan ikke se nogen mennesker, for når vi er sammen, giver jeg indtryk af overskud, hvilket bagefter gør mig deprimeret. Overskuddet og modet til at ses med andre eksistere ikke længere. Jeg lever i en verden fyldt med undskyldninger.
Der skal meget lidt følelser ind i billedet før jeg føler mig overvældet af det, og på ingen tid får jeg følelsen af, at der er mennesker der vil svigte mig, ikke gider mig, ikke interesserer sig for mig, og ikke VIL mig. Mit hoved siger mig, at ingen kan elske sådan et menneske som jeg.

Jeg har haft en meget kaotisk barndom. Indenfor den seneste tid, hvor jeg har haft det rigtig svært, har jeg mistet mange gode venner. Det er svært for dem at forstå, hvordan jeg har det. De ved aldrig, hvilket humør jeg er i. Jeg er blevet kaldt social taber, samfundsnasser, bistandsklient og psykopat. Det er jo disse ting, folk tror om en, når man har en psykisk sygdom. De forestiller sig, at man sidder og savler ned af sig selv i en spændetrøje på psykiatrisk afdeling. Men folk, der kender mig, ved, at jeg er et helt andet menneske end det. Jeg har ben i næsen, og så gør jeg alt, hvad jeg kan for at nå mine mål. Det har ikke været muligt for mig at færdiggøre en uddannelse endnu. Jeg har hverken haft lyst eller overskud til det, fordi jeg er bange for mig selv. Jeg har planer om at starte på min drømmeuddannelse, så snart jeg har fået det bedre.

Meningen med denne blog er, at vise at en psykisk sygdom nødvendigvis ikke er til at se og hjælpe andre der er i samme båd. Speak UP.

Man skal huske på, at ingen kan få dig til at føle dig mindreværdig uden din tilladelse. Hvem er jeg – inde bag facaden? Hvis du husker mig, er jeg ligeglad med, om alle andre glemmer.

 

 

Speak up. Marie Rodenberg